:: Trusru :: » angst

Twilight..

Trusru — Tue, 27 Jul 2010 08:01:18 +0000

Tidsnok kan vi få stillet paradigmerne foran os, frivilligt eller ufrivilligt. Det er blevet mørk nat og fuldmånen lyser godt op. Årstiden er sommer anno 2010. I går lykkedes det mig at holde angsten i skak og faktisk tænke rationelt over risikoen, det virkede at forklare mig selv risiko kontra chance for at det sker. Jeg har et issue med at køre uden om lastbiler, de er så store og risikoen for at chaufføren er hamrende træt er der. Jeg bryder jeg mig generelt bare ikke om at mennesker kører for tæt på mig, det vækker dårlige mindre fra de 2 sidste trafikuheld jeg har været med i. Har jeg andre med i bilen end mig selv er det frygten for at ”slukke” der fylder. Der er fyldebøtter og dope bilister overalt.. På fyn er det åbenbart populært at lave noget der hedder ”snuller kørsel”, det går i al sin enkelthed ud på at 4 små voksne og voksne med en lille tissemand synes det er sjov at kører rundt på vejene mens de drikker alkohol. Det er helt åbenlyst en rigtigt dårlig ide på alle tænkelige måder. Nåh, men jeg kan ikke lide at køre… så er det vist på plads. Jeg har ikke stødt på snullerkørsel øst for storebælt, så det må være en jyde/fynbo ting.
Jeg er i ingenmandsland, jeg eksisterer ikke lige for øjeblikket. Sådan føles det i hvert fald, ingen offentlige myndigheder til at slå mig oven i hovedet. Men det hænger nok sammen med at de mangler at levere noget til mig, så er det pludselig ok med en venteliste længere end hos bageren en søndag morgen. Det er mig som borger der forsøger at lave den flytning af adressen, kommunerne taler overhovedet ikke sammen. Jeg har det lidt ”SÅ RING DOG FOR SØREN DA TIL DIN KOLLEGA, KOMMUNIKER OG BLIV LIDT MERE EFFEKTIVE”. Der er jo ikke noget problem, men et skide dokument der skal fra den ene kommune til den anden (*med dyb bævrende spøgelsesstemme…:MAAAAAIL , uhuuuhhuu, FAAAAAX, Uhuuuuuhuu*). Undskyld mig, men de er sgu ikke lige helt skarpe.. Jeg er klar over at de som medarbejdere arbejder ud fra et håbløst regelsæt og bureaukrati. Kunne aldrig nu aldrig selv finde på at være ubehagelig i telefonen, jeg har selv været i branchen og kender om nogen noget til kommunikation / service.

Arrh, ok det var sgu ikke lige så let alligevel..

Trusru — Wed, 14 Jul 2010 08:19:46 +0000

Jeg bukker og skraber til dem jeg igennem tiden har diskuteret narkose med, nu har jeg rent faktisk prøvet at få lavet en operation uden bedøvelse. Det kan ikke anbefales når det foregår dybt nede i halsen, jeg gik i panik og trak i clips tangen som sad fast rundt om drøblen. Ville virkeligt ønske mig at jeg havde valgt at selvmedicinere mig inden vi gik i gang, men jeg var bange for eventuelle interaktioner med det skidt han gav. Resultatet er så at jeg skal have den fjernet i fuld narkose, den er vist også blevet lidt halvsmadret af indgrebet.. der er ingen følelse i den og den er helt grå..
Min angst lever i bedste velgående, tankerne vil gerne tænke negativt om halsen. Men jeg har ikke lyst til at den får bid igen. Den er ikke kureret af den omgang kan man roligt sige.
Min gamle bank har proaktivt henvendt sig med forlængelse af kreditter, jeg har ellers ligget på is hos dem i et par år nu. Det er småpenge jeg skylder dem, under 50 klik. Jeg burde nok skifte bank, men jeg har ikke gjort det. Som så meget andet jeg burde..

”Nogle gange er jeg usynlig, en kamæleon der tilpasser sig sociale situationer og forsvinder derved bort i normaliteten. Andre gange er jeg mig..”

Auvs..

Trusru — Wed, 07 Jul 2010 23:56:17 +0000

Den ramte lige i pikken, som nogle ville verbalisere det når noget gjorde ondt.
Ordet er talt, kan næsten smage sort.. Jeg er givetvis min egen fjende, som den sagnomspundne Damokles. Jeg er på ingen måder en hersker dog. Smiler..
At den sociale arv er et socialpædagogisk populistisk udtryk er rigtigt, men måske er budskabet også rigtigt.
Jeg sidder i hvert fald og gentager succesen, at skrive alt i mens livet og den kærlighed man skriver om rinder bort. At langsomt men sikkert at reducere ens liv med cigaretter, kaffe, piller og andre mindre sunde ting. Sådan nogle som mig forsvinder i glemslen, jeg er egentligt ikke specielt betydningsfuld og kan undværes. Alt vores arbejde bliver på det skammeligste henkastet som en gal mands værk.
To personer har læst samtlige 448 indlæg, der er lagt 3,5 års arbejde i det. At ingen så fatter det overrasker mig egentlig ikke, det var heller ikke meningen. Jeg fortsætter med at skrive, jeg håber på at jeg kan tilføje en happy end på min historie. En rigtigt lille eventyr en.. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Min egen fars værk er på mange måder utroligt smukt, men det gør ondt at læse det for jeg savner ham. En dag vil jeg læse det ordentligt med den respekt det fortjener, ja hyl og skrig i bare.. Tju hej hvor det går..

Jeg er bare så træt, jeg kan næsten ikke overskue kampen.. Der skal fuld fokus på, jeg er nødt til det. Det vil jeg sige til mig og mine tanker, tankerne er fjenden.
Føler mig brændt ud, ser også sådan ud.. Både fysiologisk og psykisk kan sporende efter denne periode aflæses, 7 år med depression og angst er ingen spøg. Jeg ved godt jeg ikke burde side og skabe mig, men fuck det.. det er jo mit forum ikk?
Der er vel kun en ting af sige ”Angels falls first”

Nu vil jeg så lægge de sorte tanker til side, vi har vores fantastiske unger i denne uge. Næsten nogle englebasser hele tiden.. Det er ferietid og vi håber på at skulle lave et par småting med dem, måske på stranden og sådan. Der ligger en fin børnevenlig strand i bogense på nordfyn, den plejer vi at frekventere om sommeren med ungerne. På fyn er der relativt få ting at underholde sine børn med, man skal enten til Jylland eller sjælland for at finde noget ordentligt. Kram til alle 3.. Elsker jer.. smiler.

Kold og kynisk?..

Trusru — Mon, 24 May 2010 00:06:57 +0000

Alt i mens tiden triller lynhurtigt, proportionelt tiltagende med alderen, mister jeg kontrollen. Det skulle have været så godt, men nu er det skidt. Jeg kan ikke hitte rede i trådende længere, det er glemt. Jeg burde ikke have brug for trådende hvis jeg var et ærligt menneske, men det er jeg ikke. Min fulde og ubestridte loyalitet ligger hos 2 håndfulde mennesker, i ved hvem I er.
Jeg får det tiltagende værre dag til dag for tiden, mennesker oplever mig som kold, distanceret, følelsesløs blandet op men en portion manglende empati. Sådan oplever jeg ikke mig selv, men jeg har det ikke specielt godt lige for tiden. A har nok ret i at jeg bør lytte til mine omgivelser i den forbindelse, det er rigtigt, men svært at leve ud.. Jeg bør nok også holde op med at bedøve mig selv for at kunne holde ud at være i forskellige situationer alene af den grund at det er lettest. Guderne må vide hvilke slags uhyrlige interaktioner der opstår ved den cocktail. Jeg savner tiden hvor jeg havde det bedre, rigtigt meget. Det er nu nogle år siden jeg sidst have det rigtigt godt i en længere periode. På trods af at jeg har lovet Benjamin at passe godt på hans far, så vælger jeg ikke at gøre det i praksis. Jeg ryger relativt meget, spiser piller, indtager store mængder sukker og kaffe, dyrker ingen motion.. Det er skide flovt at måtte indrømme det. Jeg er uvenner med stort set alle jeg ikke burde være uvenner med, men jeg kan ikke rumme interaktionen lige p.t. lynhurtigt får jeg nok og bliver utidigt. Det er nok ok at jeg er i klørene på en hjernevrider også selvom han går og taler med sine tomater, men han virker rar nok. Der er ikke så meget pladderpsykologi med at jeg bare skal nusse katten så får jeg det bedre, han er cool nok tror jeg.

Ofte tager jeg på drømmerejser til et bedre sted, jeg forestiller mig ro, vand og sjælefred. Det skal føles som rejsen til den Azur blå kugle. Problemløs og et sted fyldt med 100% ren kærlighed uden smerte. Jeg vil gerne smage en lille smule mere af livet for der er nogle ting jeg mangler inden jeg er færdig hernede, men jeg føler mig presset på tiden. Alt i mens jeg har levet i min verden med sygdom har problemer hobet sig massivt op, det er virkeligt hårde odds. Jeg ved jeg har den intellektuelle viden til at løse problemerne, men jeg har ikke ressourcerne til at gennemføre.. Frustrerende.
Den gode Empatiske, forstående, glade, positive og vellidte T findes fortsat inderst inde i mit hjerte. I perioder titter han frem og siger dav, for så at blive overmandet af den anden.

Forleden kom min søster på listen over personer som er vrede på mig, det gjorde virkeligt ondt. I langt de fleste tilfælde er jeg ligeglad med hvad folk tænker om mig, jeg er ligeglad med om de er positive eller negativt indstillede i forhold til mig. Jeg har haft mange gode timer med min Søs, vi har gennemgået smertelige oplevelser sammen og vi har haft rigtigt mange gode oplevelser. Uanset hvad fremtiden måtte bringe vil du altid have en stor plads i mit hjerte. En dag vil du forstå kompleksiteten og dilemmaet, processer er tidskrævende og vi er ikke alle det samme sted. Hvorom alting er så skal du vide at jeg holder rigtigt meget af dig og jeg er på ingen måde vred.

Kun skæbnen kender morgendagen, fremtiden er selvsagt fortiden. Intet anden giver mening. Vi lever alle med prædefinerede opgaver som der skal løses, niveauet højnes derved kald det en eksistentiel evolution.

En dag når jeg delmissionen, at give slip på tankerne og følelserne for derved at gøre det muligt at lukke mennesker tættere ind. Og så er det bare fuld fart derud af for at nå resten af missionen. Jeg har idéen og jeg ved hvad jeg vil, realiserbart.. for søren ja sgu da..

Det var så en lille følelsesbøvs fra mig, sikkert volapyk for de fleste.. Hvad skal jeg sige, If you don’t like it, don’t read it.

I dag for syv år siden..

Trusru — Thu, 20 May 2010 23:23:18 +0000

Kom der en lille dreng til verden, Benjamin.. smuk og dejlig.. (det synes alle forældre om deres poder).. Men det var han altså. Det var en dag med alle slags vejr, solskin, torden, hagl etc. Han er nu en stor knægt på 7 år.. det er sindssygt som tiden går hurtigt.. Jeg føler nogle gange han er min baby endnu.. Jeg havde ham ikke selv til fødselsdag i år, men jeg talte i telefon med ham. Fik sagt tillykke og hørte lidt om hans dag. Vi skal holde lidt fødselsdag for ham i weekenden, A og jeg var ude at købe gaver og sådan i dag, jeg synes det er nogle fine gaver og det er ting han har ønsket sig.
Jeg savner ham meget i det daglige, men realistisk er jeg nok ikke der hvor jeg har ressourcer til at tage ham flere dage. Jeg vil gerne nå dertil og det kommer jeg også en dag, helst så hurtigt som muligt. Jeg følger behandlingen i denne omgang selvom jeg har mest lyst til at kaste pillerne direkte i skraldespanden. Jeg tror også de virker i et eller anden omfang, jeg har lettere ved at slukke negative tankemønstre end før. Men nedturene er der endnu, tider hvor jeg har mest lyst til at finde et dø hul.. (Taget fra Madagasker)
Føler mig presset og stresset for tiden, det føles som alt hvad jeg rører ved går galt.. alt hvad jeg gør, er galt og forkert.. Fætter Højben effekten er helt væk, jeg er nu virkelighedens Anders And.
Kommer vi igennem, kan vi klare alt.. gør vi ikke er det pisse hamrende surt show..
Det har vist sig at være ualmindeligt vanskeligt at finde en god, stabil og troværdig forhandler.. Jeg er blevet kneppet ikke mindre end 3 gange af dårlige forhandlere i år. Af samme grund er motivationen for at fortsætte lig nul.. Men jeg har intet valg, jeg er simpelthen nødt til at gøre det.
A og jeg laver virkeligt et super kvalitets håndarbejde, men det ødelægges af elendige materialer..
Jeg har i øvrigt aldrig mødt nogen så uegenrådig som A, hun trækker den tungeste den af læsset med forretningen uden at få en skid for det.. Hun elsker mig, derfor gør hun det. I det daglige kan jeg have svært ved at se det, fordi hun siger den uforbeholdne sandhed og det er bestemt ikke altid rart.. Det føles ikke godt, men det er rigtigt.. Jeg respekterer hende for at sige sandheden selvom ordene kan sætte mig til tælling. Hun har et godt hjerte og jeg vil gøre alt for ikke at svigte hende mere, sådan har jeg det i øvrigt også for resten af de mennesker jeg holder af..
Om skæbnen vil kan vi se tilbage på det her som en udfordrende tid som vi kom igennem i fællesskab.

Torsdag er nu blevet til fredag, jeg vil lukke nu.. En halv sen refleksion, men bedre sent end aldrig.

I en tid med forandringer..

Trusru — Sun, 18 Apr 2010 20:19:35 +0000

Alt i mens luftrummet over Danmark og Europa er lukket, sidder jeg og nyder stilheden. Hvor er der egentligt blevet skræmmende stille efter forbuddet er indført. Ingen larmende Jetmotorer, yaks.
Vulkaner er fascinerende, men naturligvis også vældigt skræmmende og kraftfulde. Nok ikke en speciel omgængelig nabo at have.
Jeg skal ikke ud at flyve, men jeg venter på varer der normalt bliver fløjet ind fra england. Der kommer formentligt forsinkelser der også, det går nok ikk?

Jeg er begyndt at æde nogle nye piller, nogle SNRI i stedet for de klassiske SSRI. Det er nogle store røde djævle, men de virker tilsyneladende. Det siger min psyk og A i hvert fald, jeg mærker det ikke så helt vildt meget endnu. Sidste uge var en nedturs uge, hvor jeg kammende helt over på humørbarometret og gled tilbage i mit sorte hul. Det slider at have det sådan, både på mig selv men også A og ungerne. Det er jeg faktiske skide ked af, bagefter. Overordnet har jeg det vel ok, jeg føler lidt mere overskud til forskellige gøremål og jeg har mere tålmodighed end før. Jeg skal nok æde dem i et halvt års tid mener den kloge mand, måske længere. Jeg har vitterligt gået alt for lang tid med dette problem, det startede for næsten 7 år siden nu. Så kommer det ærligt talt til at virke lidt latterligt at jeg kan få det bedre efter 20 dage på medicin.

Nu sidder jeg tilbage og kigger på alle de ulykker jeg har lavet, det er svært ikke at lade sig æde op af skyldfølelse. Jeg får lyst til at glide tilbage i mit sorte hul engang i mellem, det er et velkendt sted. Det er en følelsesmæssig myriade af tanker der kontinuerligt forsøger at lokke mig tilbage. Men jeg vil ikke, det er på høje tid at jeg kan få det godt igen. At jeg kan elske dem som bør elskes som var de ene i denne verden, de skal føle og mærke min ubetingede kærlighed. Det er mit mål p.t.
A har stået model til meget, jeg har knarkvorn og utidig.. barnlig og fuldstændig uansvarlig. Det må være hårdt at bare hænge i fordi det føles rigtigt, på mine gode dage føler jeg skam på mine dårlige dage afmagt og uoverskuelighed. En som kan holde et svært depressivt menneske ud i så lang tid må virkeligt elske mig, det ved jeg også at hun gør.. Og jeg elsker hende bare endnu mere..
Hun er ikke bare min A, hun er min bedste veninde, omsorgsperson en vaskeægte levende skytsengel.

Skal jeg entrerer på samfundets scene igen, både ja og nej, ja for at undgå problemer.. Nej fordi jeg synes at normen sucks big time. Dobbeltmoral, forbud og ditten og datten. Men jeg skal gå på kompromis, jeg kan ikke praktisere enten eller.. det skal være en mellemting. Alt andet ville gøre at jeg ikke var tro mod mig selv som menneske og individ. Lidt spændende at se hvad fremtiden bringer, nu er jeg heldigvis ikke længere ligeglad. Der findes faktisk en lille plan med al galskaben.

Pas godt på jer selv derude.

ZZzzzZZz..

Trusru — Sun, 14 Feb 2010 22:12:11 +0000

Jeg snorker urimeligt meget for tiden, det er helt galt. Pah tsk jeg er nok forkølet alligevel. Nogle nætter har jeg søgt asyl på sofaen, den store Trusru lever nattetimerne i eksil på den røde satan. Det er fucking irriterende at høre på snorken, så jeg bebrejder ingen. ZzzzZzzzZZZZZZZZZzzzzzzZZZzz smask smask smask… ZzzzZZZZZZZZZZZZzzzz.. Måske er det en alderdomsskavank ligesom nogle går og sjatpisser eller crasher til 1830 tv avisen. Andre skal på lokummet fyrre gange i løbet af natten.
Jeg er nervøs for at drøfte tabubelagte emner som psyken med en læge, statens medicin mænd.. Det bliver journaliseret og jeg vil for tids og stedse have stemplet… bims.. Jeg ved nogenlunde hvordan resultatet kunne se ud, jeg har jo læst pokkers meget psykologi. Ikke at jeg er psyko eller noget, men jeg har nok større problemer end min snorken. Ikke desto mindre har jeg valgt at gøre det alligevel, for hvad nu hvis hende den psykotiske psykolog alligevel havde ret?
Fuck nu det, der sker så meget andet i mit liv en det… jeg ville ønske at jeg kunne dele alt, det kan jeg ikke.

Kong vinter..

Trusru — Sat, 13 Feb 2010 17:12:15 +0000

Det drysser med små fine hvide partikler, sne. Velkendt fænomen for os voksne, men for mange børn er det sådan rigtigt vinter for første gang. Jeg kommer nok til at lyde utroligt gammel når jeg siger at da jeg var barn var der sne hver eneste vinter, men det er nok bare en følelse jeg har. Jeg har tændt 19 levende lys og eneste kunstige lys kommer fra computeren og fjernsynet. A og jeg holder en velfortjent fridag efter at have knoklet røven ud af bukserne i en længere periode, det har været en endeløs række af påsætninger. Jeg har det godt, men humøret svinger fortsat. Jeg har fået taget mig sammen til en tid til doktor manden for at få afklaret det yderligere, det er vist ikke helt normalt. Jeg er nok lidt halv bims.. Jeg vil gerne have mere stabilitet i forhold til humøret, det skal jeg have lidt hjælp til så jeg undgår ikke at komme i stolen. Jeg er fortsat på medicin, men det lægger kun en mindre dæmper for det.. Stress og manglende søvn er med til at gøre det hele værre.
Loyalitet oplever jeg fra A selvom jeg nogle gange er en spasser… rettelse.. tit. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden A, det virker bare helt forkert. Unreal. Det er min udkårne, min engel, kæreste og bedste veninde. Når vi har det godt, så er alt top nice og vi kan overkomme selv de værste problemer. Når jeg er skidt kan jeg ikke bidrage med meget andet en negativitet, pessimisme og dårligt humør. Føler mig parat til næste step, nemlig at blive rask og mig selv igen. Det glæder jeg mig meget til.

En anelse succes..

Trusru — Fri, 29 Jan 2010 23:57:44 +0000

Føles rart, er rart og særdeles bekræftende efter 1 år i lort. Tingene er begyndt at sno sig lidt bedre, selvom uheldet fortsat kigger forbi engang i mellem så er det alligevel bedre nu. Jeg er rimeligt glad for at jeg tog springet selvom det har været risikabelt, men uden min business havde jeg seriøst været på skideren i dag. Det jeg laver i dag kan jeg forlige mig med, det er håndværk, det er kreativt og jeg holder af det. Selvom det er i den spæde begyndelse så er det nok til at mætte ganerne, altså at jeg ikke er på skideren som jeg har været tidligere.
Periodevis kan jeg igen mærke livets sus, følelsen af glæde, hengivenhed og små sommerfugle i maven.. klar kontrast til tidligere hvor tingene var sorte i sorte.
Måske er der en chance for at tingene falder i hak, måske er der en chance for at undgå at skulle give slip. Måske er det skæbnens ironi eller bare mine negative tanker som vil ødelægge glæden. Hmm, surrealistisk.

On the edge..

Trusru — Thu, 14 Jan 2010 00:15:45 +0000

Livet leves på grænsen af de gængse normer, skrevne og uskrevne regler. Det er januar 2010, min blog har 3 års fødselsdag. Det samme har mit eksperiment, min kodning som jeg ynder at kalde det. Det går ikke specielt godt, men jeg føler jeg er på rette vej trods alt. Det er ikke mange ord der skrives længere, hvad skal jeg egentlig skrive. Mit ”gamle” liv er faldet fra hinanden, jeg er ny. Nye muligheder, men så sandelig også nye udfordringer. Min motivation var anderledes da jeg startede, det var nok ret selvdestruktivt i virkeligheden. Nu, i dag har jeg lyst til at kæmpe for mine overbevisninger og nye grundholdninger. At give totalt slip løser ingen problemer, men giver tværtimod stress, depression og hvad der hører til der. Jeg har givet slip i årevis og har ladet andre bestemme over vejen til skæbnen. Det har sin pris at foretage en sådan fuldstændig afskrivning af ansvar, men måske har det også en langsigtet gevinst. Jeg vil gerne at mine sidste år bliver fantastiske og uden sygdomme som depression og angst. I dag har jeg ingen mammon, men jeg har nogle helt specielle mennesker som jeg elsker. Kæmper for overlevelsen dag for dag, det eneste jeg ved er at morgendagen kan bringe nye udfordringer og problemer.
Forleden tænkte jeg, ”Det er faktisk årevis siden jeg har kunnet slappe totalt af uden frygtelige tanker og bekymringer”, jeg har det aldrig som andre beskriver.. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal lave”, ”i dag skal jeg slappe totalt af” Tankerne kører uafladeligt 24 timer i døgnet, hvad nu hvis?
Jeg har bedre kontrol over min dep og angst efter jeg er startet på Med, men det er jo kunstigt og de virker ikke sådan at negative tanker forsvinder. Det er op og ned, men knapt så meget som tidligere.
Der skal ikke meget til at vælte vognen, jeg kører på fire hjul men møtrikkerne er løsnet på alle dækkene. Et skarpt sving og i grøften det ender.
Det fulde ansvar er mit, kun jeg selv har skabt mine udfordringer.. måske for at mærke livet, måske dovenskab eller uvidenhed. Jeg ved det ikke. Et menneske har stået mig bi hele vejen igennem, A.. Jeg får ikke sagt det nok til hende, men uden hendes guldkorn og kæmpemæssige støtte var jeg ikke her i dag.
Hun gør ufatteligt meget uden at forlange noget igen, ingen skal være i tvivl om at A rummer et gigantisk og rummeligt hjerte. Det skal hun have, jeg elsker hende mere end nogensinde. Jeg ved også at det er gensidigt selvom de negative tanker gør alt for at overbevise mig om det modsatte.
Fra succesfuld mønsterborger til et menneske jeg selv er tilfreds med er en lang proces og nok det hårdeste jeg har prøvet. Prøvelserne er på ingen måde slut, men jeg vil det virkeligt gerne. Jeg ved der sidder mange som jeg selv derude, jeg kender enkelte af jer og nye krydser min vej. Nogle tror, ved andre synes det er nonsens. Måske, men vores sandhed er sandheden for os.
Udover A, så er der et par andre som har bidraget til min proces i ved selv hvem I er, tak for støtten både materielt og for at overkomme bureaukratiet og for samtalerne.

Jeg har intet nytårsforsæt, måske kun at jeg ikke vil lave dem fremover. Men jeg har et ønske om at 2010 bliver året hvor jeg kommer på toppen igen og at tingene begynder at lysne på alle fronter. Det ønsker jeg virkeligt. Har det egentligt ok, i hvert fald når jeg ikke lige har et bitch flip. Så er der flere og flere perioder og episoder som er forbundet med succes. Det er cool nok.

Livet kan være ualmindeligt kort, det kan også være kort men føles ufatteligt langt. Kender ikke idealet, uden en ende ingen udfordringer. Enden er målet, del målene er de menneske relationer og værdier du kan skabe dig inden målet er nået. Mammon er ikke mit delmål, det er eksistens, oplevelser og glæde. At vi har brug for mammon ved vi alle, vi er alle slaver af tallet på kontoen. Et menneskeskabt fænomen baseret på grådighed og fastholdelse i en samfundsstruktur med ”ordnede” forhold. I hvert fald for dem som ynder at ride med. Det skal enhver gøre op med sig selv, en dag bliver vi klogere eller også gør vi ikke og så er det bare det.

Godt nytår fra Trusru