Der hersker en unaturlig stilhed, kun afbrudt af det daglige ”ukendte nummer” som ringer uden at lægge besked. Højst sandsynligt sælgere der endnu engang vil prakke mig kuglepenne og blokke for formedes 499,- til gavn for hospitalsklovne i Danmark. Jeg ved ikke, det er sikkert godt nok. Men ingen bid hos mig, jeg smider cash hos de hjemløse i stedet det er mere mit kald. Kan kun opfordre til at man smider den skide tyver for en avis, for det er en overset og marginaliseret gruppe. De 8 af dem går til ham / hende der sælger og prøv rent faktisk at læse avisen.

Snart tager de frie fugle flugten og stikker næsen mod syd, den mørke tid nærmer sig med hastige skridt.

Mest forventelige i dag, ja stil dig om i køen af mennesker som hader mig. Det bliver sgu nok ikke bedre, men igen miraklernes tid er ikke forbi. Skuffet og såret igen igen.. Hvad er det lige jeg har gjort.

Mest uhensigtsmæssige i dag, gartnerne her i kvarteret er blevet transformeret til vampyrer og er begyndt at slå plænerne inden solopgang.. Hvad sker der lige for dem, klokken fucking 6 om morgenen.. De kvitterede endda med en hilsen i postkassen om at vores græs er lovligt højt..

Hvad mon morgendagen bringer.. Hvor fanden skulle jeg vide det fra, overraskelsernes tid er ej heller forbi..

Jeg har en række ideer til fremtiden, nej jeg er ikke så hyped, måske lidt.. men jeg ser lidt lysere på fremtiden og vejen ud af overlevelsesmode, jeg er sgu ved at være for gammel til det shit. At være i systemet huer mig ikke, det er komplekst på helt andre måder.. men jeg er nødt til det en periode endnu indtil jeg er rask eller stabil om du vil. Sådan lige umiddelbart er forståelsen og empatien til stedet når jeg drøfter tingene, ikke som før hvor jeg blev fejet af vejen og ud inden jeg var klar.

Jeg er skuffet, eller nej det er jeg måske ikke for jeg havde desværre forventet det værste. Jeg synes det er skandaløst når voksne bliver til børn og handler derefter.

Nederen, men ikke desto mindre det jeg ofte oplever. Jeg synes egentligt ovenstående illustrerer det meget godt, frit snuppet fra nettet. Kender I følelsen af at blive behandlet røv dårligt uden nogen årsag eller dybere liggende grund, måske.. Normalt betragter jeg mig selv som rimelig omgængelig, men ganske få ting pisser mig rigtigt af.. Jeg finder nok aldrig ud af årsagen og måske er det også ligegyldigt, på en måde er jeg ligeglad.. Jeg synes sku jeg er blevet pisset nok på efterhånden, langt ud over mine grænser for hvad jeg kan acceptere. Nogle mennesker finder en fornøjelse i at lige give det ekstra skub ud over grænsen, velvidende naturligvis. Jeg er måske nok syg, men det er som nævnt endnu mere sygt ikke at kunne forstå ens handlinger. Det er ikke en trøst, men en trist erkendelse af virkeligheden. Well, nok om det..

Jeg vil ikke sige at måneden har været begivenhedsløs, men der er ikke sket noget signifikant anderledes end hvad der ellers sker eller har været sket i en årrække. Tingene skrider stille og roligt frem efter den vej som så ikke er defineret helt endnu. Jeg har formået at få x i tale og vi er nogenlunde enige om det vigtigste lige p.t. Hun kender nu til situationen sådan lidt mere detaljeret end tidligere, indsigt er ingen ringe ting når det handler om at sikre ens barns integritet og videre udvikling. Så der skulle sluges lidt kameler og tages sig sammen, men nu kører det i hvert fald for nu. Det vil jeg da arbejde på at det fortsætter fremover.

Mange grænser og etiske dilemmaer er brudt, her tænker jeg på nu såvel som i fortiden, det kan jeg se når jeg sådan læser tilbage løseligt. Kun 1 person har vist læst hver eneste ord jeg har skrevet, udover mig selv naturligvis og det er A. I hvert fald som jeg har kendskab til. Det synes jeg egentligt er meget stort på en eller anden måde, jeg er glad for det.
Der har bredt sig en vis resignation over tingene, motivationen falder i takt med at behovet måske ikke lige er så akut som tidligere. Jeg vil ikke sige der er styr på hver mindste detalje, men en del væsentlige problematikker er blevet løst. Jeg har svært ved fremtiden, jeg synes fortsat der hviler en mørk sky i horisonten. Det er ikke rart, men klokken tikker.. Snart skal der tænkes kreativt og nyt.
Åhhh, hvor er det bare vanskeligt nogle gange.. jo det er lidt ynket men alligevel. Det er forbidden love, skæbnen vil at det skal være vanskeligt af en eller anden grund. Wierd. Life sucks indimellem, men det kan altid blive værre.. Mange mennesker har det vanskeligere end jeg selv, det husker jeg mig selv på når tanken rammer.

100 mg, hver gang jeg øger for jeg det underligt.. det er meget meget underligt, sådan burde det ikke umiddelbart forholde sig. Men 4-6 dage efter har jeg det af crap til, glæder mig til jeg rammer målet om ca. 2 måneder så håber jeg på at det stabiliserer sig nok til at jeg har det ok det meste af tiden. Det er noget øv at æde medicin, men jeg er nødt til det for at få det bedre.. Jeg brokker og klager mig når jeg er i kontakt med det, men jeg skal bare igennem det, det ved jeg inderst inde. Gider ikke havne i en situation igen, hvor jeg ikke længere er i kontakt med mig selv og mine handlinger er der efter. Jeg har et ansvar for at tingene er ok. Som min refleksion siger, så har jeg gjort en del vanvittige ting, det skal helst stoppe nu som jeg selv synes og har det..

Boing, det var så en lille maj blok om lidt løst og fast.

I en verden hvor alting er så usikkert, så er jeg nødt til at mærke efter med hjertet. Mit hjerte, følelser og kærligheden til de utroligt dejlige jeg befinder mig sammen med har talt. Det er ikke den letteste løsning, men den som føles rigtig her og nu.
Jeg ved at de færreste nok forstår, og det forventer jeg heller ikke for ingen andre kan mærke hvad jeg føler og sådan bør det være. Jeg ville måske nok ønske at det kunne være anderledes, jo.. helt sikkert det ville jeg. Dybest set er det en helt fantastisk historie, eller en virkelighed som jeg kun kender. Det er kampen mod sort og hvid og de indre dæmoner, der er en mening med alting også selvom alt synes håbløst og umuligt. Jeg tror på skæbnen, jeg tror at hændelser og livets vej er præbestemt.. altså der måske er en dybere mening, prøvelser kan man måske kalde det.

I forhold til mig, så er der kun en håndfuld personer som kender den fulde sandhed. Jeg har normalt udvist høj diskretion i forhold til ikke at give for meget af mig selv, sådan har jeg det fortsat. Jeg vil dog sige at jeg er ærlig, jeg tør godt at tale om det, men jeg har ikke lyst altid.
Jeg er en fighter, jeg kæmper for det jeg finder rigtigt og jeg giver aldrig op så længe jeg har troen i hjertet og troen fejler intet.

Jeg står vist ved en af mine berømte skilleveje, jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal stille op. Jeg har ualmindeligt svært ved at udføre mine planer pga. likviditeten, så jeg går op pusler lidt med tanken om at begynde at studere lidt ved siden af. Det kan give lidt sikkerhed samt naturligvis nogle flere kvalifikationer, ikke at jeg vil stoppe med at lave det med virksomheden. Men kunne godt bruge en Time out for at finde løsninger på problemerne. Det er skide ærgerligt for vi har faktisk nogle rigtigt gode ideer, men der skal brød på bordet.. Sådan er det bare når man har ansvaret på et par små mennesker. Jeg har også tænkt lidt om jeg måske skulle pusle lidt med et job ved siden af, men jeg ved faktisk ikke helt hvad der ville være bedst.. Nok mest at studere tror jeg, jeg har en forventning om at det ikke er super vanskeligt at nappe nogle HF fag. I dag kan man flexe, hvilket vil sige at tage det på fjernstudie.. passer mig perfekt, jeg bryder mig ikke specielt meget om holdundervisning.

Skal være ærlig og sige at tingene har set bedre ud end de gør lige p.t., men kun jeg har ansvaret for at finde løsningerne. Vi knokler virkeligt meget, A gør det fordi hun elsker mig.. Og jo jeg elsker også hende, ikke fordi hun bare altid er der for mig, men også for den hun bare er. Jeg er forelsket i hende også selvom vi har 4 år på bagen snart, hun er sgu bare min. En dag, kan jeg måske give hende lidt tilbage igen. Jeg gør mit bedste hver dag, men jeg er sgu nok ikke altid lige det letteste menneske i verden at være sammen med. Stress er min fjende nummer 1, jeg er absolut intolerant over for det og det for mig til at svinge uhensigtsmæssigt meget rent humørmæssigt.. Positiv stress eksisterer ikke i min verden.
Nu har jeg fået selskab af A igen, hun sover ved siden af mig på sofaen.. Jeg elsker bare at kigge på hende, for jeg synes hun er så smuk. Så freds fyldt, blød og ren i sjælen. Når jeg ser på hende mindes jeg alle vores finurlige oplevelser sammen og det gør mig faktisk i helt godt humør.