Hvad nu hvis medicinen er at ændre forudsætningerne for den måde vi lever livet på, jo det kan man ikke få ordineret hos lægen, men man kan selv ændre det. Men der er naturligvis et ”men”, for det er vanskeligt i og med det senmoderne samfund kræver normalitet og effektivitet. Er det muligt at leve en stress fri tilværelse, næh.. for naturen har indrettet os til at stresse, men den har ikke indrettet os til livet i det senmoderne samfund. Der er nemlig ikke de store flugtmuligheder, hvis man i urtiden blev jagtet af en sabeltiger kunne man kravle op i et træ. I det senmoderne er der ikke et alternativ til træet.
Der er i dag mellem 200.000 – 300.000 mennesker med en psykisklidelse i Danmark, der er i dag godt 3000 sengepladser i voksenpsykiatrien, de skal de altså deles om. En stor andel går til mennesker med alvorlige psykiske lidelser, som f.eks. skizofreni, det er selvfølgelig helt rimeligt, men hvad med alle de andre? Jo, depressions – og angstramte mennesker skal indtage medicin og i øvrigt selv betale for behandling i form af kognitive behandlingsmuligheder. Det er dyrt når de 10 tilskudstimer er opbrugt, det koster 300,- kroner pr. time og ca. 900,- uden tilskud. Det er en væsentlig udgift for mennesker der er på overførselsindkomst, der kan søges om tilskud til behandlingen, det godkendes hvis kommunerne synes det, men der er ingen garanti. Tænk sig et ramaskrig hvis der var egenbetaling for mennesker med f.eks. hjertekarsygdomme. Men nu er det sådan at psykisksyge ingen stemme har, forstået på den måde at de ikke har overskud og ressourcer til at forlange ensartede vilkår på lige fod med somatiske sygdomme. Det er et oplagt område at spare på for politikkerne, for de får ikke problemer med negative følger i form af reduktion af popularitet og derved mistede stemmer. For der er ingen der brokker sig, det er alligevel bare mennesker der i forvejen er stigmatiserede af befolkningen og samfundet generelt set. Ikke af onde hensigter, men mangel på forståelse.
No stress er et utopia, men vi kunne nok lære noget af the Jamaica style, klokken er mindre vigtigt og sloganet er ikke i dag, men i morgen. Ikke dermed sagt at der ingen stress er, for det er der da mange er fattige. Fattigdom er lig stress, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg tænker bare på hvor mange der skal gå ned med flaget før der handles, er det 500.000 1 million, er det når over 50% lider af stress og depression. Så har de majoriteten og magten til fordelingen af de 90 mandater. Hvad skal der egentligt til for at den moderne tids trældom erstattes med interesse og medmenneskelige relationer? Jeg tror det er vanskeligt når identitet er blevet lig arbejdsidentitet, første spørgsmål fra nye mennesker er næsten altid..”hvad laver du så?” forstået på den måde, at hvad arbejder du med. Hvorfor ikke spørge ”hvordan har du det?” Det subtile samspil mellem privatliv og arbejdsliv er polariseret mellem dem som kan og dem der ikke kan. Men hvad afgør egentligt modstandskraften? Jeg ved det ikke.
En ting er sikkert, når man er revet rundt i systemet, paragraffer og skrankepaver så er det ikke sjovt længere. Syge mennesker er marginaliseret ned som andenrangs mennesker, på trods af at de fleste er blevet syge af at tjene fællesskabet, underforstået, samfundet. Groft set kan man vel sige at brug og smid ud mentaliteten overføres til mennesker, som er slidte af at skaffe midler til forinden selv at udleve illusionen af de nye identitetsbegreb.
Jorden behandles på samme måde, brug og smid væk, vi sviner pga. vores adfærd. Vi er 7 milliarder mennesker til at forpeste vores miljø, dog er en stor del afskåret fra at deltage i festen. Vi, i den vestlige verden er den fede irriterende møgunge, som spiser alle kagerne før andre kan nå at smage. Vi har fået den magt ved i første omgang at kolonisere og udnytte dem som ikke kan.
Hvor er det egentligt en underlig verden.

Mange grænser og etiske dilemmaer er brudt, her tænker jeg på nu såvel som i fortiden, det kan jeg se når jeg sådan læser tilbage løseligt. Kun 1 person har vist læst hver eneste ord jeg har skrevet, udover mig selv naturligvis og det er A. I hvert fald som jeg har kendskab til. Det synes jeg egentligt er meget stort på en eller anden måde, jeg er glad for det.
Der har bredt sig en vis resignation over tingene, motivationen falder i takt med at behovet måske ikke lige er så akut som tidligere. Jeg vil ikke sige der er styr på hver mindste detalje, men en del væsentlige problematikker er blevet løst. Jeg har svært ved fremtiden, jeg synes fortsat der hviler en mørk sky i horisonten. Det er ikke rart, men klokken tikker.. Snart skal der tænkes kreativt og nyt.
Åhhh, hvor er det bare vanskeligt nogle gange.. jo det er lidt ynket men alligevel. Det er forbidden love, skæbnen vil at det skal være vanskeligt af en eller anden grund. Wierd. Life sucks indimellem, men det kan altid blive værre.. Mange mennesker har det vanskeligere end jeg selv, det husker jeg mig selv på når tanken rammer.

100 mg, hver gang jeg øger for jeg det underligt.. det er meget meget underligt, sådan burde det ikke umiddelbart forholde sig. Men 4-6 dage efter har jeg det af crap til, glæder mig til jeg rammer målet om ca. 2 måneder så håber jeg på at det stabiliserer sig nok til at jeg har det ok det meste af tiden. Det er noget øv at æde medicin, men jeg er nødt til det for at få det bedre.. Jeg brokker og klager mig når jeg er i kontakt med det, men jeg skal bare igennem det, det ved jeg inderst inde. Gider ikke havne i en situation igen, hvor jeg ikke længere er i kontakt med mig selv og mine handlinger er der efter. Jeg har et ansvar for at tingene er ok. Som min refleksion siger, så har jeg gjort en del vanvittige ting, det skal helst stoppe nu som jeg selv synes og har det..

Boing, det var så en lille maj blok om lidt løst og fast.

Nok om sygdom, Ariel nærmer sig sin termin og vi er lidt på bar bund i forhold til killingerne og vores to hankatte. Vi har hørt at hankatte kan finde på at slå killinger ihjel, men om det er sandt ved vi ikke. Det er sådan lidt spørgsmålet, vi håber selvfølgelig ikke at det er rigtigt. Byd gerne ind hvis I ved det.

Lige i dag tager vi en slap af dag, det trænger vi til på en eller anden måde. Det er hårdt at æde skidt hver dag forstået på den måde at problemløsning og håndtering er rimeligt ressourcekrævende, selv for os som egentligt har prøvet det så mange gange efterhånden. Jeg har lyst til at der sker forandring og at skæbnen ændrer kurs til mere lykkebringende tider, jeg har hvad jeg har lyst til egentligt.. Men det kunne sgu være nice hvis det hele ikke var en kamp for overlevelse, friheden endnu engang. Den efterhånden sagnomspundne frihed, som nok er retorisk utopi i vores kapitalistiske verden. Hvem er egentligt frie når alt kommer til alt, ingen vil jeg vove at påstå. Kun penge kan købe frihed, men friheden har alligevel den pris at pengene skal skaffes og derved mister man dybest set friheden. Det er i hvert fald min følelse og oplevelse, andre ser måske anderledes på det og der er fint. It sucks, men der er sgu bare ikke noget at gøre ved det. Livet er ikke en amerikansk film hvor afslutningen eksploderer i en orgasme af harmoni og samhørighed, det er hårdt arbejde fra start til slut. Langt væk fra den eksistentielle orgasme og overbelyste og eftersynkroniserede tyske Kinder reklame.

Fyret brøler endnu engang, vel en teknisk artikulation om at livet er ved at rinde ud. Jo, det gamle gasfyr synger nok på sidste vers.. Lader det dø, det er heldigvis ikke os som skal betale for lortet.. Hmm, måske skulle jeg lige hoppe ud og fylde lidt vand på det for 3 gang i dag. Der er blevet suget lidt tv, så der er lidt på underholderen.. 310 afsnit af unge mødre er blevet tygget igennem, fandme lang tid at bruge på DUM hvis man sætter det i perspektiv. 129 timer i selskab med de medvirkende. Det er næsten 1 uge 24/7… Der er altså ikke flere afsnit vi ikke har set nu.

I en verden hvor alting er så usikkert, så er jeg nødt til at mærke efter med hjertet. Mit hjerte, følelser og kærligheden til de utroligt dejlige jeg befinder mig sammen med har talt. Det er ikke den letteste løsning, men den som føles rigtig her og nu.
Jeg ved at de færreste nok forstår, og det forventer jeg heller ikke for ingen andre kan mærke hvad jeg føler og sådan bør det være. Jeg ville måske nok ønske at det kunne være anderledes, jo.. helt sikkert det ville jeg. Dybest set er det en helt fantastisk historie, eller en virkelighed som jeg kun kender. Det er kampen mod sort og hvid og de indre dæmoner, der er en mening med alting også selvom alt synes håbløst og umuligt. Jeg tror på skæbnen, jeg tror at hændelser og livets vej er præbestemt.. altså der måske er en dybere mening, prøvelser kan man måske kalde det.

I forhold til mig, så er der kun en håndfuld personer som kender den fulde sandhed. Jeg har normalt udvist høj diskretion i forhold til ikke at give for meget af mig selv, sådan har jeg det fortsat. Jeg vil dog sige at jeg er ærlig, jeg tør godt at tale om det, men jeg har ikke lyst altid.
Jeg er en fighter, jeg kæmper for det jeg finder rigtigt og jeg giver aldrig op så længe jeg har troen i hjertet og troen fejler intet.

Den sidste uge har været turbulent for mig, jeg har været derude hvor jeg faktisk ikke gad mere og var i gang med at omsætte tankerne til virkelighed. Nogle mennesker har forsøgt på deres måde at hjælpe mig, og det sætter jeg pris på for jeg ved at det var omsorgsfuldt ment. Men jeg har været for syg til at omfange den egentlige konsekvens af hjælpen og jeg har ikke lyst til at realisere konsekvensen af hjælpen. For jeg vil kærligheden uanset hvor vanskelig den end måtte være. En dag forstår I måske hvor vigtigt min kærlighed er for mig, måske gør i ikke så er det bare ærgerligt. Alt har endt i en surrealistisk oplevelse som følelse ganske uvirkelig. Jeg ved I ikke kan forstå mig, men jeg ville ønske I havde anerkendt min beslutning og det hele ikke have endt så dramatisk som det gjorde, det er jeg rimeligt skræmt og skuffet over.

Mjoh, nuvel… jeg er nok bims på den ene eller anden måde.. Det er der sgu nok ingen tvivl om, behandling kan jeg desværre ikke længere modtage grundet bureaukratiske regulativer.

Selvom jeg er stødt, skuffet og ked af det vil, er jeg stor nok til også at kunne sige tak for hjælpen trods alt. Der var rart at blive fjernet fra situationen og modtage den efterfølgende omsorg, troede faktisk en årgang at jeg var ved at etablere en kontakt jeg længe har ønsket skulle være til stede. En skønne dag vil i måske kunne forstå, måske jeg selv kan.

Jeg vil også gerne gøre det klart for hele verden, uden tvetydighed.. jeg elsker A sindsygt meget, hende giver jeg ikke slip på uanset hvad alle andre måtte tænke og mene. Hun er min og vi er symbiotiske, nok har vi problemer som alle andre.. men de har aldrig handlet om kærligheden men om omkringliggende forventninger og bureaukratiske foranstaltningerne.

At drive stikkervirksomhed er dumt, især hvis man i samme ombæring vælger at kaste med sten i et glashus. Vi alle har vist ”lig” i lasten som ikke er gunstige.
Jeg vil sige at det virker underligt det hele, i 36 år har jeg aldrig bedt om hjælp til noget så alvorligt. Det var alvorligt og resultatet af det samlede forløb har været skuffende, jeg havde håbet på hjælp til denne ulykkelige situation uanset hvad jeg valgte.

Måden de sidste minutter oplevelse jeg som værende direkte truende og ondskabsfulde, og lad mig tydeliggøre… ABSOLUT ingen mennesker truer min elskede.. Og ingen effektuerer truslerne uden konsekvenser, det er helt tydeligt tilkendegivet når jeg siger det på den måde.
Undertiden ved man ikke hvad man har før tingene er sat på spidsen, det har gjort sig gældende i denne situation. Jeg vil sgu i hvert fald ikke finde mig i den slags, jeg bliver indebrændt vred.

Nuvel, jeg er fucking bims.. men jeg er ikke fucking dum. Jeg vil ikke reduceres til et individ uden følelser og ansvar, mit valg er mit eget og ingen andres. Det har jeg det faktisk godt med, den letteste vej er ikke altid den mest rigtige.

Jeg står vist ved en af mine berømte skilleveje, jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal stille op. Jeg har ualmindeligt svært ved at udføre mine planer pga. likviditeten, så jeg går op pusler lidt med tanken om at begynde at studere lidt ved siden af. Det kan give lidt sikkerhed samt naturligvis nogle flere kvalifikationer, ikke at jeg vil stoppe med at lave det med virksomheden. Men kunne godt bruge en Time out for at finde løsninger på problemerne. Det er skide ærgerligt for vi har faktisk nogle rigtigt gode ideer, men der skal brød på bordet.. Sådan er det bare når man har ansvaret på et par små mennesker. Jeg har også tænkt lidt om jeg måske skulle pusle lidt med et job ved siden af, men jeg ved faktisk ikke helt hvad der ville være bedst.. Nok mest at studere tror jeg, jeg har en forventning om at det ikke er super vanskeligt at nappe nogle HF fag. I dag kan man flexe, hvilket vil sige at tage det på fjernstudie.. passer mig perfekt, jeg bryder mig ikke specielt meget om holdundervisning.

Skal være ærlig og sige at tingene har set bedre ud end de gør lige p.t., men kun jeg har ansvaret for at finde løsningerne. Vi knokler virkeligt meget, A gør det fordi hun elsker mig.. Og jo jeg elsker også hende, ikke fordi hun bare altid er der for mig, men også for den hun bare er. Jeg er forelsket i hende også selvom vi har 4 år på bagen snart, hun er sgu bare min. En dag, kan jeg måske give hende lidt tilbage igen. Jeg gør mit bedste hver dag, men jeg er sgu nok ikke altid lige det letteste menneske i verden at være sammen med. Stress er min fjende nummer 1, jeg er absolut intolerant over for det og det for mig til at svinge uhensigtsmæssigt meget rent humørmæssigt.. Positiv stress eksisterer ikke i min verden.
Nu har jeg fået selskab af A igen, hun sover ved siden af mig på sofaen.. Jeg elsker bare at kigge på hende, for jeg synes hun er så smuk. Så freds fyldt, blød og ren i sjælen. Når jeg ser på hende mindes jeg alle vores finurlige oplevelser sammen og det gør mig faktisk i helt godt humør.

Når man har smagt lorten ved man at den ikke alene lugter dårlig, men oplevelsen skal leves for at fuld ud at kunne nyde de mindre ting i livet. Sætte pris på de mennesker man trods alt har og undlade at dvæle ved dårligdomme over økonomi og andre mindre væsentlige ting. Jeg ved jeg har min A, Ben & F.. og en håndfuld andre som udgør værdi for mig. Jeg har været elendig til at skatte dem, jeg har haft travlt med at overleve og bekæmpe de ting ved mig selv som jeg ikke ønsker.
I dag, efter mange år er jeg bedre.. Det er jeg utrolig glad for, det har mildest talt være et usigeligt helvede på jorden især de første par år. Svimmelhedens og angstens lænker som strammede mere og mere for så af blive afløst af en ubærlig dyb depression. Det har været 7 lange år, men jeg håber ordsproget holder sandt.. At efter syv magre år kommer syv fede år.

Min konklusion er at alt bærer en dybere mening, at det er et tilrettelagt spor med prøvelser indlagt som momenter for at ændre den indre værdi. Måske bliver det aldrig anderledes, måske skal jeg tage visdommen med mig hinsides. Jeg har tænkt meget over det på et eksistentiel plan. Nok kan de ses som unormalt at beskæftige sig med den slags, men det har jeg altså gjort siden jeg blev dårlig dengang for 7 år siden. Jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville have det sådan igen og det agter jeg at efterkomme.
Jeg har ikke siden været svimmel på det plan at det var invaliderende, det synes jeg er en succes i sig selv.
Hmm, mjoh lidt nytårs tanker..

Men ok, julen og nytår er overstået. Ungerne fik en god aften og fik nogenlunde hvad de havde ønsket sig. Det er vi glade for, for vi har fucking knoklet røven ud af bukserne for at kunne give dem en god jul med nogle fine gaver. Jeg selv fik en kop Benjamin havde lavet i hans SFO, den er jeg meget glad for.. Som altid er gaven fra ens barn den allerbedste, de forstår ikke at de i sig selv er den allerstørste gave man nogensinde har fået. Men fantastisk, for både Ben og F har lagt anstrengelser i at gøre os glade med de bedst de kunne formå. Det er jeg i hvert fald utrolig taknemmelig for. I år blev julen fejret hos A søster og hendes ”nye” kæreste, surrealistisk uden at skulle specificere det yderligere.