Jeg har en række ideer til fremtiden, nej jeg er ikke så hyped, måske lidt.. men jeg ser lidt lysere på fremtiden og vejen ud af overlevelsesmode, jeg er sgu ved at være for gammel til det shit. At være i systemet huer mig ikke, det er komplekst på helt andre måder.. men jeg er nødt til det en periode endnu indtil jeg er rask eller stabil om du vil. Sådan lige umiddelbart er forståelsen og empatien til stedet når jeg drøfter tingene, ikke som før hvor jeg blev fejet af vejen og ud inden jeg var klar.

Jeg er skuffet, eller nej det er jeg måske ikke for jeg havde desværre forventet det værste. Jeg synes det er skandaløst når voksne bliver til børn og handler derefter.

Nederen, men ikke desto mindre det jeg ofte oplever. Jeg synes egentligt ovenstående illustrerer det meget godt, frit snuppet fra nettet. Kender I følelsen af at blive behandlet røv dårligt uden nogen årsag eller dybere liggende grund, måske.. Normalt betragter jeg mig selv som rimelig omgængelig, men ganske få ting pisser mig rigtigt af.. Jeg finder nok aldrig ud af årsagen og måske er det også ligegyldigt, på en måde er jeg ligeglad.. Jeg synes sku jeg er blevet pisset nok på efterhånden, langt ud over mine grænser for hvad jeg kan acceptere. Nogle mennesker finder en fornøjelse i at lige give det ekstra skub ud over grænsen, velvidende naturligvis. Jeg er måske nok syg, men det er som nævnt endnu mere sygt ikke at kunne forstå ens handlinger. Det er ikke en trøst, men en trist erkendelse af virkeligheden. Well, nok om det..

Jeg vil ikke sige at måneden har været begivenhedsløs, men der er ikke sket noget signifikant anderledes end hvad der ellers sker eller har været sket i en årrække. Tingene skrider stille og roligt frem efter den vej som så ikke er defineret helt endnu. Jeg har formået at få x i tale og vi er nogenlunde enige om det vigtigste lige p.t. Hun kender nu til situationen sådan lidt mere detaljeret end tidligere, indsigt er ingen ringe ting når det handler om at sikre ens barns integritet og videre udvikling. Så der skulle sluges lidt kameler og tages sig sammen, men nu kører det i hvert fald for nu. Det vil jeg da arbejde på at det fortsætter fremover.

Nok om sygdom, Ariel nærmer sig sin termin og vi er lidt på bar bund i forhold til killingerne og vores to hankatte. Vi har hørt at hankatte kan finde på at slå killinger ihjel, men om det er sandt ved vi ikke. Det er sådan lidt spørgsmålet, vi håber selvfølgelig ikke at det er rigtigt. Byd gerne ind hvis I ved det.

I en verden hvor alting er så usikkert, så er jeg nødt til at mærke efter med hjertet. Mit hjerte, følelser og kærligheden til de utroligt dejlige jeg befinder mig sammen med har talt. Det er ikke den letteste løsning, men den som føles rigtig her og nu.
Jeg ved at de færreste nok forstår, og det forventer jeg heller ikke for ingen andre kan mærke hvad jeg føler og sådan bør det være. Jeg ville måske nok ønske at det kunne være anderledes, jo.. helt sikkert det ville jeg. Dybest set er det en helt fantastisk historie, eller en virkelighed som jeg kun kender. Det er kampen mod sort og hvid og de indre dæmoner, der er en mening med alting også selvom alt synes håbløst og umuligt. Jeg tror på skæbnen, jeg tror at hændelser og livets vej er præbestemt.. altså der måske er en dybere mening, prøvelser kan man måske kalde det.

I forhold til mig, så er der kun en håndfuld personer som kender den fulde sandhed. Jeg har normalt udvist høj diskretion i forhold til ikke at give for meget af mig selv, sådan har jeg det fortsat. Jeg vil dog sige at jeg er ærlig, jeg tør godt at tale om det, men jeg har ikke lyst altid.
Jeg er en fighter, jeg kæmper for det jeg finder rigtigt og jeg giver aldrig op så længe jeg har troen i hjertet og troen fejler intet.

Den sidste uge har været turbulent for mig, jeg har været derude hvor jeg faktisk ikke gad mere og var i gang med at omsætte tankerne til virkelighed. Nogle mennesker har forsøgt på deres måde at hjælpe mig, og det sætter jeg pris på for jeg ved at det var omsorgsfuldt ment. Men jeg har været for syg til at omfange den egentlige konsekvens af hjælpen og jeg har ikke lyst til at realisere konsekvensen af hjælpen. For jeg vil kærligheden uanset hvor vanskelig den end måtte være. En dag forstår I måske hvor vigtigt min kærlighed er for mig, måske gør i ikke så er det bare ærgerligt. Alt har endt i en surrealistisk oplevelse som følelse ganske uvirkelig. Jeg ved I ikke kan forstå mig, men jeg ville ønske I havde anerkendt min beslutning og det hele ikke have endt så dramatisk som det gjorde, det er jeg rimeligt skræmt og skuffet over.

Mjoh, nuvel… jeg er nok bims på den ene eller anden måde.. Det er der sgu nok ingen tvivl om, behandling kan jeg desværre ikke længere modtage grundet bureaukratiske regulativer.

Selvom jeg er stødt, skuffet og ked af det vil, er jeg stor nok til også at kunne sige tak for hjælpen trods alt. Der var rart at blive fjernet fra situationen og modtage den efterfølgende omsorg, troede faktisk en årgang at jeg var ved at etablere en kontakt jeg længe har ønsket skulle være til stede. En skønne dag vil i måske kunne forstå, måske jeg selv kan.

Jeg vil også gerne gøre det klart for hele verden, uden tvetydighed.. jeg elsker A sindsygt meget, hende giver jeg ikke slip på uanset hvad alle andre måtte tænke og mene. Hun er min og vi er symbiotiske, nok har vi problemer som alle andre.. men de har aldrig handlet om kærligheden men om omkringliggende forventninger og bureaukratiske foranstaltningerne.

At drive stikkervirksomhed er dumt, især hvis man i samme ombæring vælger at kaste med sten i et glashus. Vi alle har vist ”lig” i lasten som ikke er gunstige.
Jeg vil sige at det virker underligt det hele, i 36 år har jeg aldrig bedt om hjælp til noget så alvorligt. Det var alvorligt og resultatet af det samlede forløb har været skuffende, jeg havde håbet på hjælp til denne ulykkelige situation uanset hvad jeg valgte.

Måden de sidste minutter oplevelse jeg som værende direkte truende og ondskabsfulde, og lad mig tydeliggøre… ABSOLUT ingen mennesker truer min elskede.. Og ingen effektuerer truslerne uden konsekvenser, det er helt tydeligt tilkendegivet når jeg siger det på den måde.
Undertiden ved man ikke hvad man har før tingene er sat på spidsen, det har gjort sig gældende i denne situation. Jeg vil sgu i hvert fald ikke finde mig i den slags, jeg bliver indebrændt vred.

Nuvel, jeg er fucking bims.. men jeg er ikke fucking dum. Jeg vil ikke reduceres til et individ uden følelser og ansvar, mit valg er mit eget og ingen andres. Det har jeg det faktisk godt med, den letteste vej er ikke altid den mest rigtige.

Jeg står vist ved en af mine berømte skilleveje, jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal stille op. Jeg har ualmindeligt svært ved at udføre mine planer pga. likviditeten, så jeg går op pusler lidt med tanken om at begynde at studere lidt ved siden af. Det kan give lidt sikkerhed samt naturligvis nogle flere kvalifikationer, ikke at jeg vil stoppe med at lave det med virksomheden. Men kunne godt bruge en Time out for at finde løsninger på problemerne. Det er skide ærgerligt for vi har faktisk nogle rigtigt gode ideer, men der skal brød på bordet.. Sådan er det bare når man har ansvaret på et par små mennesker. Jeg har også tænkt lidt om jeg måske skulle pusle lidt med et job ved siden af, men jeg ved faktisk ikke helt hvad der ville være bedst.. Nok mest at studere tror jeg, jeg har en forventning om at det ikke er super vanskeligt at nappe nogle HF fag. I dag kan man flexe, hvilket vil sige at tage det på fjernstudie.. passer mig perfekt, jeg bryder mig ikke specielt meget om holdundervisning.

Skal være ærlig og sige at tingene har set bedre ud end de gør lige p.t., men kun jeg har ansvaret for at finde løsningerne. Vi knokler virkeligt meget, A gør det fordi hun elsker mig.. Og jo jeg elsker også hende, ikke fordi hun bare altid er der for mig, men også for den hun bare er. Jeg er forelsket i hende også selvom vi har 4 år på bagen snart, hun er sgu bare min. En dag, kan jeg måske give hende lidt tilbage igen. Jeg gør mit bedste hver dag, men jeg er sgu nok ikke altid lige det letteste menneske i verden at være sammen med. Stress er min fjende nummer 1, jeg er absolut intolerant over for det og det for mig til at svinge uhensigtsmæssigt meget rent humørmæssigt.. Positiv stress eksisterer ikke i min verden.
Nu har jeg fået selskab af A igen, hun sover ved siden af mig på sofaen.. Jeg elsker bare at kigge på hende, for jeg synes hun er så smuk. Så freds fyldt, blød og ren i sjælen. Når jeg ser på hende mindes jeg alle vores finurlige oplevelser sammen og det gør mig faktisk i helt godt humør.

Når man har smagt lorten ved man at den ikke alene lugter dårlig, men oplevelsen skal leves for at fuld ud at kunne nyde de mindre ting i livet. Sætte pris på de mennesker man trods alt har og undlade at dvæle ved dårligdomme over økonomi og andre mindre væsentlige ting. Jeg ved jeg har min A, Ben & F.. og en håndfuld andre som udgør værdi for mig. Jeg har været elendig til at skatte dem, jeg har haft travlt med at overleve og bekæmpe de ting ved mig selv som jeg ikke ønsker.
I dag, efter mange år er jeg bedre.. Det er jeg utrolig glad for, det har mildest talt være et usigeligt helvede på jorden især de første par år. Svimmelhedens og angstens lænker som strammede mere og mere for så af blive afløst af en ubærlig dyb depression. Det har været 7 lange år, men jeg håber ordsproget holder sandt.. At efter syv magre år kommer syv fede år.

Min konklusion er at alt bærer en dybere mening, at det er et tilrettelagt spor med prøvelser indlagt som momenter for at ændre den indre værdi. Måske bliver det aldrig anderledes, måske skal jeg tage visdommen med mig hinsides. Jeg har tænkt meget over det på et eksistentiel plan. Nok kan de ses som unormalt at beskæftige sig med den slags, men det har jeg altså gjort siden jeg blev dårlig dengang for 7 år siden. Jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville have det sådan igen og det agter jeg at efterkomme.
Jeg har ikke siden været svimmel på det plan at det var invaliderende, det synes jeg er en succes i sig selv.
Hmm, mjoh lidt nytårs tanker..

Men ok, julen og nytår er overstået. Ungerne fik en god aften og fik nogenlunde hvad de havde ønsket sig. Det er vi glade for, for vi har fucking knoklet røven ud af bukserne for at kunne give dem en god jul med nogle fine gaver. Jeg selv fik en kop Benjamin havde lavet i hans SFO, den er jeg meget glad for.. Som altid er gaven fra ens barn den allerbedste, de forstår ikke at de i sig selv er den allerstørste gave man nogensinde har fået. Men fantastisk, for både Ben og F har lagt anstrengelser i at gøre os glade med de bedst de kunne formå. Det er jeg i hvert fald utrolig taknemmelig for. I år blev julen fejret hos A søster og hendes ”nye” kæreste, surrealistisk uden at skulle specificere det yderligere.

I dag har jeg elimineret to gamle spøgelser, nu har jeg ikke mange skeletter tilbage i skabet at gå og frygte for. Jeg kan ikke fortælle om den ene, men den anden handlede om at få styr på noget økonomi. Jeg skylder Skat en slat penge, de afvikles nu. Der er styr på det selvom det nok bliver en ekstra sej tid, jeg er begyndt rent faktisk at gøre noget på eget initiativ for at forebygge problemer. Todo listen snævrer ind, men jeg mangler fortsat en del.
Hvis ikke jeg elskede min søn, A, F så ville det letteste ikke have været den vej jeg har taget nu, uden A havde jeg nok ligget i min seng og håbet på at jeg aldrig nogensinde behøvedes at rejse mig igen. Jeg skulle mene jeg har skrevet om det før, men jeg skylder hende virkeligt meget. Hun har lært mig ting som jeg ikke kunne før, hun har lært mig at sige fra med det samme. Selvom vi også kan være uvenner engang i mellem, så føler jeg alligevel en speciel forbindelse til hende. Som om, ja som om det bare er rigtigt. Hun er min havfrue og jeg er så uendeligt ængstelig for at sangen hører inde. At vanskelighederne kommer os i mellem, at uheldet vinder. Bare ved at skrive om det, føler jeg tomheden og et såret hjerte. Der flyver mange tanker gennem hovedet på mig. Mindes alt der er sket..
Uanset hvilke spøgelser der gemmer sig, så er det sikkert at jeg har gjort alt med hjertet det rette sted. Der findes kun et sted som er rigtigt og det vil jeg lade flyve.
Alt er blevet en tand vanskeligere i dag, jeg kan ikke uddybe det andet end på pengesiden er der lidt færre at rutte med efter elimineringen af spøgelset. Håret vi testede er i øvrigt perfekt, det holdt til vores tests. Rent visuelt var der blottede cortex, en slags prik formet misfarvning af håret. Det bekymrer mig noget må jeg sige. Det skal bare virke, jeg håber at kunne få kommunikeret en plausibel forklaring ud fra leverandøren.

Ved godt det er forkert at bruge tid på dette skriveri når jeg nu har så travlt, men det hjælper.. Jeg kan hurtigt blive mættet af en skoddag som i dag, refleksionen sætter det ordentligt i perspektiv for mig. Jeg vil lade ordene være det for nu.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal udtrykke mig, men dette er mit skud i ”bøssen”.. Jeg har ikke fantasi til at overskue en fiasko, det er ikke en option. Det skal lykkedes, jeg har ingen guder at bede til.. men jeg håber at min skæbne er tilrettelagt på en måde så det bliver en succes. Det er hårdt det her, ikke blot livet som selvstændig. Men også min liv forud for det, fra fætter Højben til Anders And på nogle år.
At være en del af systemet er ingen joke, alt er bedre end det.
Tiden er det hårdeste jeg har gennemlevet, nogensinde.. Jeg har mistet næsten alt, men jeg har fået noget som er endnu vigtigere end rigdom.. Jeg fået en erfaring, som for altid fremover vil gøre mig taknemmelig for det jeg nu engang har og ikke det jeg ville ønske jeg havde. Så jeg takker for de mennesker der hænger ved, mest A som har støttet og holdt mig ud 24/7 i snart 4 år.
A og jeg er to fucking seje individer.. Vi er også helt uantagelige asociale skabninger, som tit misforstår og bliver misforstået. Særligt på vores skriverier er vi blevet udskældte, kaldt sindsyge.. kaldt utopister og en masse andre finurlige kasse inddelinger af mennesker.
Hmm, sikke en bøvs hva´..? Men jo, livet er så enkelt og lige til at de færreste forstår meningen.. Det er en skam, kun kærligheden er værd at slås for når alt kommer til alt. Ting som penge, politik, lande, religion er ikke, det er jo bare samfundsskabte bånd der skal styre marionetdukken.

I min ”utopi” verden burde jeg sidde på en strand i yogastilling i et par måneder for at rense mit sind, i stedet kæmper jeg mit livs kamp for at få projektet til at virke. Grunden er overlevelse, ikke leve, men overleve.. Men mundene skal mættes og vi skal være i ly for regn og uvejr, kun menneskeskabt mammon kan give mig dette. Først når mundene er mættet kan jeg rense sindet og leve i stedet for at overleve.
Måske en dag vi sidder på en ø i lagunen, med det sorte træhus.. verandaen og den uhyggelige dystre overbygning med de to vinduer og lade tankerne flyve af sted, dit sted… måske kan jeg vise dig den azurblå kugle, måske kan vi kigge på hinanden og smile.. smile ved tanken om det vi har skabt sammen, ikke status ikke mammon men produktet af kærligheden. En Jessiebell, smuk blød og dejlig med de varmeste brune øjne. Jeg kan ikke se det, men jeg kan mærke det.