Flatterende superlativer..

Er der ikke mange af når Bens mor beskriver mig i forhold til vores søn, jeg finder det ubegribeligt at hun er så umoden i forhold til kommunikation og konflikthåndtering.
I dag skulle jeg hente Ben til samvær hos mig, jeg kunne se at han hang med hovedet allerede da jeg så ham. Han virkede så trist, det gjorde mig egentlig ked af det. Normalt har jeg en glad dreng der giver kæmpe kram når jeg henter ham, men ikke i dag.
Talte lidt med ham i bilen, men han kan godt være lidt svær at åbne for. Men så sagde han ”grunden til at min mor ikke ville snakke med dig er fordi hun er sur på dig”, ok. Hmm. Han viste mig efterfølgende sin ”fuck finger” og sagde. Det sagde min mor jeg skulle gøre til dig, jeg har selvfølgelig kontaktet hende og hun bekræfter at det er korrekt. Så er det jeg i min fornuft ved at der kun er en korrekt ting at gøre, jeg kommer til at involvere statsforvaltningen endnu engang. Jeg aner dybest set ikke hvad man som samværsforældre overordnet gør i sådan en situation, det har jeg en forventning om at de muligvis kan hjælpe mig med i morgen.

Jeg bliver helt ubeskrivelig vred over at min søn behandles på den måde, et barn skal under INGEN omstændigheder involveres i voksenproblematikker på det plan. Så kort kan det siges, men alligevel fatter hun nada. Det er sådan set ok at min X giver mig den lange, men ikke med vores søn som budbringer det er simpelthen for meget. Normalt hænger jeg ikke enkeltpersoner ud på min blog, men det synes jeg er ok i sådan en situation. Trykket skal ud, for jeg er vred..
Måske findes der flere ignoranter som min x derude der vil sige ”så er det vist heller ikke værre” jo, det er det faktisk. Det er på top ti listen af de værste følelsesmæssige svigt man kan give et barn. I bedste fald taler han det ud, i værste fald fortrænger han det og det kommer til udtryk i voksenlivet. Det er i hvert fald noget han ikke glemmer igen, det er ikke rart når der bliver talt grimt om ens mor og far når man er barn.  Uanset hvem der gør det.
Budskabet i denne blog er simpelt, hold børnene uden for konflikterne, tal ikke grimt om den anden.. simpelt, men ikke når man tilsyneladende lever i sine egne følelser og behov…
Jeg steamer, men i morgen er jeg nødt til at handle på det. Hvem ved hvad det næste bliver.

Jeg bliver vred og det giver mig energi til at kæmpe for ham, jeg ønsker ikke at han skal vokse i et miljø hvor en af hans primære omsorgspersoner handler så infantilt.