I morgen..

Bliver formentlig en anderledes dag, jeg er indkaldt til møde på statsamtet i forbindelse med samvær.
Det er ikke særligt rart, jeg har ikke de bedst tænkelige vilkår for tiden så det er ikke tidspunktet.
Jeg frygter selvfølgelig at det bliver noget værre mundhuggeri, jeg har nu tænkt mig at holde det på et konstruktivt plan hele vejen igennem. Det vigtigste er vores barn, ikke egocentriske behov. Det er også en af årsagerne til at jeg har ham noget mindre end en fuld deleordning. Om end det er smertefuldt at skulle undvære ham, så må jeg også være realistisk i forhold til mig selv. Jeg har fortsat en dep og det har været bedre for ham at jeg har ham lidt mindre, men at jeg til gengæld har haft mulighed for at give ham kvalitets tid når jeg så har ham.
Der er mange følelser forbundet med ens børn, det ved enhver forældre. Jeg elsker ham mere end noget andet her i denne verden og jeg ønsker at han skal have de bedst tænkelige rammer. Umiddelbart efter han blev født lovede jeg ham at jeg ikke ville svigte ham, det har jeg tænkt mig at holde. Jeg har ingen interesse i at fratage Ben nogle omsorgspersoner overhovedet, han skal have kontakt til alle de mennesker der holder af ham og omvendt.
Jeg tager til mødet uden at kende min x motivationer, det er irriterende i sig selv. Jeg ved dybest set ikke hvad hun har i tankerne da al dialog er ophørt. Hvilket også er trist og det er i hvert fald min motivation at få ændret på den dårlige kommunikation. Det er ikke i Bens interesse at hans mor og far ikke taler sammen, det er helt galt.
Uden at skulle virke flæbende så er det en forholdsvis stor belastning for mig med det møde i morgen, jeg er midt i en rigtigt skidt periode hvor de negative tanker skyder som et maskingevær inde i hovedet på mig. Jeg ser det som en yderligere belastning oven i alle de andre ting som ikke fungerer, og dem er der mange af. Jeg håber at jeg kan vende i morgen til en succes oplevelse for mig selv, at jeg kan bidrage til at sikre et endnu mere stabilt miljø for Ben. Det har jeg virkeligt meget brug for. Mine tanker fortæller mig at det kommer til at ende helt galt, det vil de gerne overbevise mig om. Jeg frygter at de vil dømme mig på min dep./angst, på afstanden til skolen. Jeg frygter at høre ordene, ”vi anbefaler endnu mindre samvær”. Jeg har en nødbremse jeg kan trække i, men det er omkostningsfuldt at trække i den. Jeg frygter en tab/tab situation i stedet for en win/win.
Den 16. September skal ikke blive mit personlige 9/11. Jeg ved det lyder fuldstændigt overdrevet, men det er mine følelser og tanker. Gør dem ikke forkerte, jeg håber de negative af dem bliver gjort til skamme.
Men det skal overstås så jeg kan lægge ressourcerne på at få løst andre presserende problematikker, men selvfølgelig er Ben vigtigst.

Args.. håber bare på det bedste. Det var så lige en følelsesbøvs fra Trusru..