Kold og kynisk?..

Alt i mens tiden triller lynhurtigt, proportionelt tiltagende med alderen, mister jeg kontrollen. Det skulle have været så godt, men nu er det skidt. Jeg kan ikke hitte rede i trådende længere, det er glemt. Jeg burde ikke have brug for trådende hvis jeg var et ærligt menneske, men det er jeg ikke. Min fulde og ubestridte loyalitet ligger hos 2 håndfulde mennesker, i ved hvem I er.
Jeg får det tiltagende værre dag til dag for tiden, mennesker oplever mig som kold, distanceret, følelsesløs blandet op men en portion manglende empati. Sådan oplever jeg ikke mig selv, men jeg har det ikke specielt godt lige for tiden. A har nok ret i at jeg bør lytte til mine omgivelser i den forbindelse, det er rigtigt, men svært at leve ud.. Jeg bør nok også holde op med at bedøve mig selv for at kunne holde ud at være i forskellige situationer alene af den grund at det er lettest. Guderne må vide hvilke slags uhyrlige interaktioner der opstår ved den cocktail. Jeg savner tiden hvor jeg havde det bedre, rigtigt meget. Det er nu nogle år siden jeg sidst have det rigtigt godt i en længere periode. På trods af at jeg har lovet Benjamin at passe godt på hans far, så vælger jeg ikke at gøre det i praksis. Jeg ryger relativt meget, spiser piller, indtager store mængder sukker og kaffe, dyrker ingen motion.. Det er skide flovt at måtte indrømme det. Jeg er uvenner med stort set alle jeg ikke burde være uvenner med, men jeg kan ikke rumme interaktionen lige p.t. lynhurtigt får jeg nok og bliver utidigt. Det er nok ok at jeg er i klørene på en hjernevrider også selvom han går og taler med sine tomater, men han virker rar nok. Der er ikke så meget pladderpsykologi med at jeg bare skal nusse katten så får jeg det bedre, han er cool nok tror jeg.

Ofte tager jeg på drømmerejser til et bedre sted, jeg forestiller mig ro, vand og sjælefred. Det skal føles som rejsen til den Azur blå kugle. Problemløs og et sted fyldt med 100% ren kærlighed uden smerte. Jeg vil gerne smage en lille smule mere af livet for der er nogle ting jeg mangler inden jeg er færdig hernede, men jeg føler mig presset på tiden. Alt i mens jeg har levet i min verden med sygdom har problemer hobet sig massivt op, det er virkeligt hårde odds. Jeg ved jeg har den intellektuelle viden til at løse problemerne, men jeg har ikke ressourcerne til at gennemføre.. Frustrerende.
Den gode Empatiske, forstående, glade, positive og vellidte T findes fortsat inderst inde i mit hjerte. I perioder titter han frem og siger dav, for så at blive overmandet af den anden.

Forleden kom min søster på listen over personer som er vrede på mig, det gjorde virkeligt ondt. I langt de fleste tilfælde er jeg ligeglad med hvad folk tænker om mig, jeg er ligeglad med om de er positive eller negativt indstillede i forhold til mig. Jeg har haft mange gode timer med min Søs, vi har gennemgået smertelige oplevelser sammen og vi har haft rigtigt mange gode oplevelser. Uanset hvad fremtiden måtte bringe vil du altid have en stor plads i mit hjerte. En dag vil du forstå kompleksiteten og dilemmaet, processer er tidskrævende og vi er ikke alle det samme sted. Hvorom alting er så skal du vide at jeg holder rigtigt meget af dig og jeg er på ingen måde vred.

Kun skæbnen kender morgendagen, fremtiden er selvsagt fortiden. Intet anden giver mening. Vi lever alle med prædefinerede opgaver som der skal løses, niveauet højnes derved kald det en eksistentiel evolution.

En dag når jeg delmissionen, at give slip på tankerne og følelserne for derved at gøre det muligt at lukke mennesker tættere ind. Og så er det bare fuld fart derud af for at nå resten af missionen. Jeg har idéen og jeg ved hvad jeg vil, realiserbart.. for søren ja sgu da..

Det var så en lille følelsesbøvs fra mig, sikkert volapyk for de fleste.. Hvad skal jeg sige, If you don’t like it, don’t read it.