Livet leves på grænsen af de gængse normer, skrevne og uskrevne regler. Det er januar 2010, min blog har 3 års fødselsdag. Det samme har mit eksperiment, min kodning som jeg ynder at kalde det. Det går ikke specielt godt, men jeg føler jeg er på rette vej trods alt. Det er ikke mange ord der skrives længere, hvad skal jeg egentlig skrive. Mit ”gamle” liv er faldet fra hinanden, jeg er ny. Nye muligheder, men så sandelig også nye udfordringer. Min motivation var anderledes da jeg startede, det var nok ret selvdestruktivt i virkeligheden. Nu, i dag har jeg lyst til at kæmpe for mine overbevisninger og nye grundholdninger. At give totalt slip løser ingen problemer, men giver tværtimod stress, depression og hvad der hører til der. Jeg har givet slip i årevis og har ladet andre bestemme over vejen til skæbnen. Det har sin pris at foretage en sådan fuldstændig afskrivning af ansvar, men måske har det også en langsigtet gevinst. Jeg vil gerne at mine sidste år bliver fantastiske og uden sygdomme som depression og angst. I dag har jeg ingen mammon, men jeg har nogle helt specielle mennesker som jeg elsker. Kæmper for overlevelsen dag for dag, det eneste jeg ved er at morgendagen kan bringe nye udfordringer og problemer.
Forleden tænkte jeg, ”Det er faktisk årevis siden jeg har kunnet slappe totalt af uden frygtelige tanker og bekymringer”, jeg har det aldrig som andre beskriver.. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal lave”, ”i dag skal jeg slappe totalt af” Tankerne kører uafladeligt 24 timer i døgnet, hvad nu hvis?
Jeg har bedre kontrol over min dep og angst efter jeg er startet på Med, men det er jo kunstigt og de virker ikke sådan at negative tanker forsvinder. Det er op og ned, men knapt så meget som tidligere.
Der skal ikke meget til at vælte vognen, jeg kører på fire hjul men møtrikkerne er løsnet på alle dækkene. Et skarpt sving og i grøften det ender.
Det fulde ansvar er mit, kun jeg selv har skabt mine udfordringer.. måske for at mærke livet, måske dovenskab eller uvidenhed. Jeg ved det ikke. Et menneske har stået mig bi hele vejen igennem, A.. Jeg får ikke sagt det nok til hende, men uden hendes guldkorn og kæmpemæssige støtte var jeg ikke her i dag.
Hun gør ufatteligt meget uden at forlange noget igen, ingen skal være i tvivl om at A rummer et gigantisk og rummeligt hjerte. Det skal hun have, jeg elsker hende mere end nogensinde. Jeg ved også at det er gensidigt selvom de negative tanker gør alt for at overbevise mig om det modsatte.
Fra succesfuld mønsterborger til et menneske jeg selv er tilfreds med er en lang proces og nok det hårdeste jeg har prøvet. Prøvelserne er på ingen måde slut, men jeg vil det virkeligt gerne. Jeg ved der sidder mange som jeg selv derude, jeg kender enkelte af jer og nye krydser min vej. Nogle tror, ved andre synes det er nonsens. Måske, men vores sandhed er sandheden for os.
Udover A, så er der et par andre som har bidraget til min proces i ved selv hvem I er, tak for støtten både materielt og for at overkomme bureaukratiet og for samtalerne.
Jeg har intet nytårsforsæt, måske kun at jeg ikke vil lave dem fremover. Men jeg har et ønske om at 2010 bliver året hvor jeg kommer på toppen igen og at tingene begynder at lysne på alle fronter. Det ønsker jeg virkeligt. Har det egentligt ok, i hvert fald når jeg ikke lige har et bitch flip. Så er der flere og flere perioder og episoder som er forbundet med succes. Det er cool nok.
Livet kan være ualmindeligt kort, det kan også være kort men føles ufatteligt langt. Kender ikke idealet, uden en ende ingen udfordringer. Enden er målet, del målene er de menneske relationer og værdier du kan skabe dig inden målet er nået. Mammon er ikke mit delmål, det er eksistens, oplevelser og glæde. At vi har brug for mammon ved vi alle, vi er alle slaver af tallet på kontoen. Et menneskeskabt fænomen baseret på grådighed og fastholdelse i en samfundsstruktur med ”ordnede” forhold. I hvert fald for dem som ynder at ride med. Det skal enhver gøre op med sig selv, en dag bliver vi klogere eller også gør vi ikke og så er det bare det.
Godt nytår fra Trusru
Nye kommentarer