Refleksion over stress og depression..

Stress og depression fylder mere og mere i samfundet, flere mennesker får stress pga. af strukturen i samfundet. Industrialiseringen og det senmoderne samfund, har gjort os til forbrugszombier. Men der skal penge til festen, så det er ikke ualmindeligt at mennesker arbejder 70-80 timer om ugen viser undersøgelser. Oveni forsøger de at holde fast i illusionen om kernefamilien, det er hårde vilkår. Menneskehjernen er beregnet til efemeriske stresssituationer, det er konstruktivt at stresse, hvis man befinder sig i en umiddelbart truende situation. Længerevarende stress kan paradoksalt nok ende med at blive den truende situation. Man kan stresse sig ihjel.
Depressioner kan være en udgang af længerevarende stress, det er ikke en ønskværdigt lidelse. Behandlingsmulighederne, begrænser sig til symptomreduktion, altså ligesom hvis man har hovedpine så indtager man en tablet, men får ikke løst problemet bag. Serotonin receptorer der ikke fungerer som de skal er forklaringen, men de ved det ikke med sikkerhed. En af medicinalindustriens årsagsforklaringer, som de via genial markedsføring har fået overbevist lægerne om er korrekt. Jeg har spist en lang række af deres produkter, SSRI, SNRI. Førstnævnte zombietilstand, den anden, zombietilstand + kraftige bivirkninger som på mange måder er værre end selve lidelsen. Jeg er egentligt kommet til den konklusion at lægerne måske har berøringsangst i forhold til psykosomatiske lidelser, fordomme og antagelser som er baseret ud fra medicinalindustriens ”videnskabelige” undersøgelser. Skufferapporterne, altså de rapporter der viser at SSRI/SNRI fungerer signifikant ringere end placebo, henlægges og bliver aldrig publiceret. Der udarbejdes i stedet en lignende rapport hvor parametrene er ændret, det påvirker resultatet.

Hvad nu hvis medicinen er at ændre forudsætningerne for den måde vi lever livet på, jo det kan man ikke få ordineret hos lægen, men man kan selv ændre det. Men der er naturligvis et ”men”, for det er vanskeligt i og med det senmoderne samfund kræver normalitet og effektivitet. Er det muligt at leve en stress fri tilværelse, næh.. for naturen har indrettet os til at stresse, men den har ikke indrettet os til livet i det senmoderne samfund. Der er nemlig ikke de store flugtmuligheder, hvis man i urtiden blev jagtet af en sabeltiger kunne man kravle op i et træ. I det senmoderne er der ikke et alternativ til træet.
Der er i dag mellem 200.000 – 300.000 mennesker med en psykisklidelse i Danmark, der er i dag godt 3000 sengepladser i voksenpsykiatrien, de skal de altså deles om. En stor andel går til mennesker med alvorlige psykiske lidelser, som f.eks. skizofreni, det er selvfølgelig helt rimeligt, men hvad med alle de andre? Jo, depressions – og angstramte mennesker skal indtage medicin og i øvrigt selv betale for behandling i form af kognitive behandlingsmuligheder. Det er dyrt når de 10 tilskudstimer er opbrugt, det koster 300,- kroner pr. time og ca. 900,- uden tilskud. Det er en væsentlig udgift for mennesker der er på overførselsindkomst, der kan søges om tilskud til behandlingen, det godkendes hvis kommunerne synes det, men der er ingen garanti. Tænk sig et ramaskrig hvis der var egenbetaling for mennesker med f.eks. hjertekarsygdomme. Men nu er det sådan at psykisksyge ingen stemme har, forstået på den måde at de ikke har overskud og ressourcer til at forlange ensartede vilkår på lige fod med somatiske sygdomme. Det er et oplagt område at spare på for politikkerne, for de får ikke problemer med negative følger i form af reduktion af popularitet og derved mistede stemmer. For der er ingen der brokker sig, det er alligevel bare mennesker der i forvejen er stigmatiserede af befolkningen og samfundet generelt set. Ikke af onde hensigter, men mangel på forståelse.
No stress er et utopia, men vi kunne nok lære noget af the Jamaica style, klokken er mindre vigtigt og sloganet er ikke i dag, men i morgen. Ikke dermed sagt at der ingen stress er, for det er der da mange er fattige. Fattigdom er lig stress, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg tænker bare på hvor mange der skal gå ned med flaget før der handles, er det 500.000 1 million, er det når over 50% lider af stress og depression. Så har de majoriteten og magten til fordelingen af de 90 mandater. Hvad skal der egentligt til for at den moderne tids trældom erstattes med interesse og medmenneskelige relationer? Jeg tror det er vanskeligt når identitet er blevet lig arbejdsidentitet, første spørgsmål fra nye mennesker er næsten altid..”hvad laver du så?” forstået på den måde, at hvad arbejder du med. Hvorfor ikke spørge ”hvordan har du det?” Det subtile samspil mellem privatliv og arbejdsliv er polariseret mellem dem som kan og dem der ikke kan. Men hvad afgør egentligt modstandskraften? Jeg ved det ikke.
En ting er sikkert, når man er revet rundt i systemet, paragraffer og skrankepaver så er det ikke sjovt længere. Syge mennesker er marginaliseret ned som andenrangs mennesker, på trods af at de fleste er blevet syge af at tjene fællesskabet, underforstået, samfundet. Groft set kan man vel sige at brug og smid ud mentaliteten overføres til mennesker, som er slidte af at skaffe midler til forinden selv at udleve illusionen af de nye identitetsbegreb.
Jorden behandles på samme måde, brug og smid væk, vi sviner pga. vores adfærd. Vi er 7 milliarder mennesker til at forpeste vores miljø, dog er en stor del afskåret fra at deltage i festen. Vi, i den vestlige verden er den fede irriterende møgunge, som spiser alle kagerne før andre kan nå at smage. Vi har fået den magt ved i første omgang at kolonisere og udnytte dem som ikke kan.
Hvor er det egentligt en underlig verden.