Resignation..

Endnu engang, en parkeringsplads i Odense. Tre subsistensløse har taget opstilling bag bilen, forskellen fra dem og mig er at jeg ikke er pisse stiv her en onsdag morgen. Venter på judgement day som formentlig udebliver, retorisk set naturligvis. Jeg bøvler med eftervirkningerne af min lille maveinfluenza eller hvad man kalder bræk, tynd mave, ondt i kroppen og feber. Jeg er træt, det tydeliggør endnu mere at meget er røv og nøgler. Solen skinner og det er efterår i danmark, intet er forandret. Jeg vil ikke være som dem, subsistensløse hvor værdien er alkohol og det helt forkerte selskab.
De ser nu ellers glade ud, men er de det inderst inde.
Mennesker føler sig svigtede af mig, om jeg kan forstå det. Ja, det kan jeg vel godt engang i mellem. Jeg føler jeg lever i det sociale udkantsområde af samfundet. Værdimæssigt har jeg de rigtige tanker og følelser, men alligevel er der en signifikant ubalance. Jeg ved hvad det rigtige er, men gør det ikke alt tid. Det er surrealistisk, men overskuddet mangler bare. Jeg tænker at det må være min depression som spiller mig et puds, uanset hvad så gør det ondt ikke at føle overskuddet. Tiden fremover virker relativ usikker, jeg kender ikke parametrene.

Samarbejdet med x i forvaltningen gik ikke, hun meldte fra til mødet da hun ikke ønskede at deltage. Det skulle ellers havde været i dag. Jeg skal også erkende at det virkede lidt håbløst, men på et plan var jeg villig til at gennemføre det til trods. Så på den front er intet forandret, en dag håber jeg på at jeg igen får Ben på halvtid. Men jeg vil gerne være helt rask inden jeg tager satset og kampen. Jeg synes bare hun vanskeliggør processen, hun har søgt om de lovpligtige børnebidrag, hvilket hun har ret til, men ser jeg det ud fra et rimelighedssynspunkt finder jeg det ikke rimeligt. Jeg tjener stort set ikke noget i forhold til hende selv og jeg afholder transportomkostninger også det samvær hvor hun er forpligtiget til at aflevere Ben. De regler er helt hen i skoven efter min bedste overbevisning, men det er mange af de regler på området.
Så kære forældre der er ved at gå fra hinanden, sørg for alt i verden for at få barnets bopælsadresse ellers er man ilde sted på stort set alle tænkelige måder. Forældreansvarsloven er ikke til barnets bedste, men til den forælder der har bopælen. Personen her har i princippet alle rettigheder og skal samværsforældrene gøre indsigelser kan det kun foregå igennem statsforvaltningen. Loven er grotesk og ikke sundt for barnet, som må være den vigtigste part. I ligestillingens navn er der lavet en lov, men i stedet diskrimineres på juridiske teknikaliteter såsom bopælsadressen. Det er vildt underligt at lave en lov hvor de øvrige love ikke justeres efterfølgende. Det er bureaukrati når det er bedst.

Men solen skinner, bladende falder og vi trækker vejret. Kan vi gøre krav på mere? Hvad bliver det næste.
Det var ikke det jeg tænkte for en årrække tilbage, jeg havde ligesom de fleste en barnenaiv forestilling om samfundets formåen og kompetencer til at træffe de rigtige beslutninger gennem lovgivning og regulering. Men sådan er det altså bare ikke altid. Jeg er ikke vred ej heller skuffet, men bare lidt opgivende over at det ikke kan være anderledes.